​Hvidovre Skakklubs historie – i uddrag!

Frem til 1942 var Hvidovre skakklubløs, så interesserede hvidovrespillere cyklede til Valby for at dyste. Med besættelse og mørklægning blev det stadig mindre morsomt.

En sen aftenstund i efteråret cykler 3 hvidovrespillere – H.T. Petersen, Th. Nielsson og Holger Winther – hjem. I mørket opstår ideen om at oprette en skakklub på hjemmebane.

Så der annoceres i Hvidovre Avis, at der den 4. november afholdes stiftende møde.

Det blev et tilløbsstykke, og dermed var Hvidovre Arbejder-Skakklub en realitet. H.T. Petersen blev det naturlige valg af første formand (1942-47).

Klubbens navn blev i 1953 ændret til Hvidovre Skakklub, men først i 1969 skiftede klubben forbund fra Dansk Arbejder Skakforbund (DASF) til Dansk Skak Union (DSU).​

De glade 60'ere

Med formand Aksel Karslund (1957-66) i front for godt 70 medlemmer spiller man skak i Sognegården på Høvedstensvej formedelst 3 kr./md. Den meget energiske og humørfyldte formand er desuden (med fruens hjælp) redaktør af klubbladet, der så dagens lys i 1951.

Stærke spillere? I hvert fald én, nemlig Bent Kølvig, der dengang bestyrede klubbens 1.-bræt. Han blev Danmarksmester i 1962, og er uden sammenligning den bedste spiller, HvS har haft i folden.

Af andre markante medlemmer må nævnes brødrene Bruun. Peter (1924-1999; formand 1975-81 og 1984-87) og Folmer (1914-2000) udgjorde ”Tappernøjeklanen” og satte i mange år deres umiskendelige præg på klubben. Dels med deres skarpe spillestil (Tappernøjevarianterne), dels med deres højt udviklede sans for humor og godmodigt drilleri. I 1984 blev de da også fuldt fortjent æresmedlemmer.

I 1960 blev der spillet holdskak i DASF, klubturnering, venskabsmatcher, enkeltmandsturneringer m.m., og i DASF’s organ Arbejder-Skak stod sort på hvidt, at ”Hvidovre Skakklub afsluttede en glimrende vintersæson med præmieuddeling tirsdag d. 31. maj …”. Årets klubmester blev Ole Ljungberg, mens Børge Bengtsen blev nr. 2 i 1. klasse og Bjarne Kildeskov nr. 1 i 2. klasse.

Lidt fra 70’erne

I 1972 gjorde Knud Højgaard (tidligere redaktør og bestyrelsesmedlem, der har kigget disse oplysninger ud fra analerne) sin entré i HvS – og blev til egen store overraskelse mødt af et ”Goddag Knud”. Det var formand (1970-74) og aktuel klubmester Peter Køhler. De var arbejdskolleger uden at ane noget om hinandens skakinteresse. Da Knud nu skulle tilmeldes en turnering, var det hos den glade mand med en kvik bemærkning til enhver tid; Lars Bruun Larsen. I en lang årrække ydede han en stor indsats for klubben som turneringsarrangør, redaktør, formand for Hvidovre Skakklubs Støtteforening, bestyrelsesmedlem og klubformand fra 1991-95, hvor han helt fortjent blev udnævnt til æresmedlem.

Røg i 80’erne

Det var dengang med 90-100 medlemmer. Her toppede klubben med førsteholdet i 3. Division – og var blot en snestorm fra oprykning til 2. Division. Blandt de stærke spillere var unge Kim Bo Petersen og den erfarne Kaj Blom – organisationsmand og 35 landskamppartier. Sidst i årtiet var rygningens glæder og ulemper et glødende emne, og en generalforsamling vedtog efter en heftig debat, at ikke-rygere skulle have ret til at spille i et røgfrit lokale. En avantgardisk beslutning, som fik formand Peter Bruun til at træde tilbage. En efterfølgende ekstraordinær generalforsamling modificerede beslutningen med en vedtagelse om, at ikke-rygere kun kunne blive røgfri efter ansøgning og bevilget dispensation.

Dagens Hvidovre

I 2002 blev klubbens 60 års jubilæum fejret med manér. Bl.a. stod Carsten Høi for to simultaner; en offentlig og én, hvor vi havde ham for os selv.

Blandt mange PR-aktiviteter i 90’erne havde klubben et par år forinden Bent Larsen til åbent foredrag og 2 simultaner; den ene udendørs og under meget stor tilskuerbevågenhed, og hvor borgmesteren åbnede ballet ved bord et med e4.

Året efter satte kommunen så megen pris på en betjents tilstedeværelse fra kl. 23-24 i lokalerne i ’medborgerhuset’, at klubben nu med blot 40-45 medlemmer kunne øjne en konkurs i den nærmere horisont. Da betjenten blev ’fyret’ og klubben i stedet skulle stille med dørvagt og høre på dørklokken (en brandalarm) midt under de seriøse spil (rødderne på torvet havde hurtigt spottet lidt afvekslende morskab, når en kom stormende op fra kælderlokalerne - blot for at se dem stå på afstand og more sig), var bunden nået.

Efter indlæg i Hvidovre Avis fik klubben kontakt til den ansvarlige udvalgsformand, og det endte lykkeligt: lokaler med i et fritliggende klubhus med egen have (og 3 medbrugere, som i alt benytter huset 10-15 gange om året).

I 2014 måtte klubben atter rykke teltpælene op på grund af omkostningerne ved at opvarme det ellers så hyggelige klubhus. De nye lokaler ligger i Strandmarkens Fritidscenter,der er en gammel nedlagt skole. Her deler vi lokaler med en bridgeklub,men har god plads til at arrangere turneringer.

Efter nogle år med faldende medlemstal er klubben nu voksende igen.

​​Hvidovre Skakklub

​​Hvidovre Enghavevej 2

2650 Hvidovre

Vil du være med?

​Meld dig ind her

Sponsorer

Facebook​

​Kontakt os​

 
 
 
Nogle felter er ikke udfyldt korrekt